Er du hjemme? I dig selv?

Eller oplever du, at uanset hvem du er sammen med så føler du dig udenfor, forkert eller bare ikke helt god nok? Ikke forbundet kunne man også kalde det. Det er desværre helt almindeligt at have det sådan, og at lede efter den ene eller de få mennesker i hvis selskab man kan føle sig hjemme kan blive en livslang jagt.

Men hvad nu hvis årsagen er, at du ikke er forbundet med dig eget indre selv? Hvis det er årsagen, så kan du komme til at føle dig hjemme konstant. Forbundet uanset hvor du er og hvem du er i selskab med. Det betyder ikke, at du pludselig har dyb meningsfuld kontakt med hvert eneste individ du møder, men at du er så dybt forbundet med dit eget indre, at hjemme er dig selv! Ville det ikke være fantastisk at leve dit liv sådan?

Hvis du kan kende oplevelsen af ikke at være hjemme, så er der ikke noget galt med dig. Årsagen er et smertefuldt følelses traume som kan forløses.

Hvordan gik det så galt?

Som spædbørn var vi alle dybt forbundet med vores selv, der var ikke en oplevelse af adskildethed i os og følelser var noget som kom og gik i et frit og naturligt flow.
Følelser er som bølger af energi der, når de flyder igennem os, gør os opmærksom på hvordan vi har det, lige nu. I sig selv er følelser rene og naturlige. Der er ikke noget galt med dem og de kan ikke skade nogen. Hverken os selv eller vores omgivelser. Desværre sker der ofte det, at allerede før vi starter i skole, har vi lært at vores følelser ikke må udtrykkes. De er pludselig blevet farlige og de skal derfor undertrykkes eller som minimum ignoreres.
Det sker når forældre og andre omsorggivere ikke er i stand til at være med barnets følelser. Det er fordi de ikke er i stand til at være med deres egne følelser uden frygt.

Spædbørn og småbørn er fuldstændig afhængige af deres forældre, og det ved de godt selv. Derfor er det livsnødvendigt for dem at opretholde en tæt forbindelse med sine forældre uanset omstændighederne. Det er ikke noget man tænker over som barn, men man ved det i hver eneste celle af kroppen!
Det betyder, at når forældrene signalerer uvilje mod en udtrykt følelse (en følelse som barnet helt naturligt føler sig et med) så er det et alvorligt faresignal for barnet om ikke at høre til der hvor det gælder livet! Derfor er barnet nødt til at undertrykke eller ignorere følelsen = oplevelsen af hvem jeg er lige nu, for at kunne høre til med forældrene.

For mange af os var det et konstant dilemma barndommen igennem: må jeg udtrykke hvad jeg føler, eller er jeg nødt til at undertrykke det for at være accepteret, være god nok, passe ind? På den måde lærer man skræmmende tidligt at undertrykke eller ignorere sig selv.

Nødvendigheden i at undertrykke sig selv

Når det valg genopleves (fx i en journey terapi), så oplever man både situationen som man gjorde det som barn men også som det ville føles lige nu i den voksnes liv. Og det er interessant. Som voksen kan man forholde sig til, at det var et valg man foretog: jeg lukkede af for mine følelser for at være accepteret at mine forældre. Som barn opleves det derimod slet ikke som et valg, det er en nødvendighed!

Det er et spørgsmål om overlevelse, da det er livsnødvendigt at være forbundet med og accepteret af sine forældre. Før eller senere skaber det en konstant oplevelse af at være afskåret fra sig selv.

Det er egentlig ikke vores forældres skyld

Det lyder jo nærmest som om det alt sammen er vores forældres skyld? Det mener jeg bestemt ikke det er. Vores forældre har desværre været igennem den samme smertefulde proces.
Hvis de ikke fik muligheden for at genfinde deres eget indre inden de blev vores forældre, så havde de egentlig ikke noget valg. For den smerte det er, at sidde fast i dette mønster er så stærk og skræmmende, at frygten for at blive ekskluderet styrer alle vores relationer. Og det er ikke noget vi går og tænker over, det er et mønster der ligger så dybt at de fleste ikke er klar over det i det daglige.

Når forældre/omsorggiver ikke selv er i stand til at være i og med deres egne følelser kan de ikke være med barnet i dets følelser.
Barnets følelser opleves som noget truende (ikke i hverdagens bevidsthed men i et dybere sted). Det er helt normalt, for hvis barnet får lov til at være fuldt ud i sine følelser, så kan alle som er tæt på også mærke deres følelser – og det går jo desværre ikke.

Smerten er nærmest uendelig…

Når vi er vokset op på den måde mister vi evnen til at mærke os selv. Eller vi ignorerer hvad vi mærker. Det er vores behov for at hører til og passe ind, som er årsagen til at vi ikke føler os forbundet med det levende dybt inde i os selv. En sørgelig konsekvens er, at vi også mister oplevelsen af ægte forbundethed med andre mennesker.

Den ægte forbundethed handler ikke om ydre ting men om vores eget indre. Det er nødvendigt at kunne mærke sig selv helt, for at kunne mærke andre og sammen opleve forbundethed. Så både i relation til os selv og andre mister vi alt når vi lever uforbundet. Frygten for at miste livs grundlaget bliver til en dyb smerte der løber igennem alle vores relationer.

Det er håb forude

Valget kan gøres om og det er aldrig for sent!
Det vi gør i Journey Terapi er, at de undertrykte følelser bydes velkommen (det hele sker i dit tempo). Og det fantastiske er, at vi ikke skal lære at håndtere følelserne. De skal bare være som de er. Nøjagtig ligesom vi selv har lyst til bare at måtte være som vi er – det hænger sammen!

Det kan være svært at turde det igen, og nogen vil opleve at de slet ikke at ved hvordan det gøres? Det er normalt og i Journey Terapi har vi alle redskaberne der er brug for.

Det varierer hvor meget hjælp og støtte man har brug for, før man er hjemme i sig selv igen. Det er helt normalt og afhænger bl.a af hvilke strategier vi hver især har valgt i forsøget på at håndtere smerten.

Hvis du kan genkende dig selv i dette så kan du få stor glæde af Journey Terapi.

Eller hvis du har brug for at vide mere så kontakt mig.

 

 

Please follow and like us: